En fuld færdig og spændende udstilling i kunstforeningen
Op til 40 kunstværker fra op til 5 forskellige kunstnere
I vælger selv blandt de 20 tilknyttede kunstnere nedenfor
Hvad indeholder ydelsen
Fordele for kunstforeningen
Hvis I arrangerer større udstillinger i jeres kunstforening, så ved I at arbejdet kan være ret stort. Lad Galleri 3G aflaste jer og indimellem stå for udstillingen. I får en fuld færdig udstilling:
- Op til 40 kunstværker.
- Kunst fra op til 5 kunstnere, som I selv vælger blandt vores tilknyttede kunstnere.
- De fleste kunstnere kan levere op til 10 kunstværker i samme stil.
- Vi har et mindstekøb i alt - ikke pr. kunstner. Det giver jer en kæmpe fleksibilitet, da I ikke behøver at fordele købet ligeligt mellem kunstnerne.
- Kunst i høj kvalitet til rimelige priser.
- Al kunst afleveret og afhentet på én gang.
- En flot udstilling i op til 2 måneder.
Desuden slipper I bl.a. for:
- Kontakt og aftaler med kunstnerne.
- Koordinering af opsætning og nedtagning med kunstnerne.
- Udarbejdelse af kunstnerpræsentationer og prislister.
- Hvis ønskes: Opsætning og nedtagning i jeres kunstforening.
- Afregning med de enkelte kunstnere.
Vilkår
Vi udstiller hele året overalt på Sjælland, Lolland, Falster, Fyn og Jylland samt på øer, der er landfast med disse 5 landområder.
Udstillingen kan løbe over 2 måneder uden krav om større mindstekøb. Regnskabsmæssigt kan I dermed fordele udgiften på 2 måneder.
Kontakt Galleri 3G og få mailet vores betingelser.
Kundeudtalelse
Kunstforeningen i Krüger (en ingeniørvirksomhed hvis Søborg-kontor huser ca. 350 medarbejdere) har over flere udstillinger benyttet Galleri 3G til at levere udstillinger. Udstillingerne har typisk omfattet 20 - 25 malerier, litografier samt skulpturer til udstilling i vores kantine, reception og kontorgange.
Dorte og Michael fra Galleri 3G har været meget behjælpelige med at sammensætte en egnet udstilling, hvor sammensætningen af værker kort har været drøftet og illustreret forud for levering.
Levering og afhentning har Galleri 3G også varetaget med meget tilfredsstillende fleksibilitet.
- Martin Dreyer, bestyrelsesmedlem i Kunstforeningen i Krüger -
Kunstnerne
Bredt udvalg
Vi har kunstnere med følgende kunstarter tilknyttet:
- Billeder:
Grafiske billeder, abstrakte og figurative billeder i akryl og olie, akvareller, collager, voksmaling, tegninger, kobberrelieffer og dobbelt silketryk. - Fotokunst:
Skulpturelle billeder af vanddråbers kollision med en vandoverflade. - Keramik:
Rustikt underfundigt sten- og lertøj og små sjove stentøjsfigurer til haven. - Skulpturer:
Fornøjelige metalskulpturer og -figurer i genbrugsstål. - Glaskunst:
Ovnformede fade og skåle mm med spændende strukturer.
Kvalitet
Kunstnerne er nøje udvalgt. De skal være dygtige og levere kvalitet på et højt niveau. I Galleri 3G definerer vi høj kvalitet således:
- Kunsten skal være inspirerende og give en god oplevelse ved at den er smuk, glad, spændende eller humoristisk.
- Kunstneren skal beherske sin teknik og farvelære.
- Der skal være arbejdet grundigt med værkerne.
- Kompositionen skal være harmonisk, i balance og rolig i en æstetisk helhed.
- Kunsten skal være egnet til almindelige hjem.
Desuden er kunstnerne udvalgt, så vi kan tilbyde bredde i kunstarter og stil og levere kunst til rimelige priser.
Alle kunstnerne har på et tidspunkt udstillet i Galleri 3G, så vi kender deres kunst i detaljer. Alle har været aktive kunstnere i mindst 10 år.
Processen
Vælg blandt kunstnerne nedenfor. Kunstværkerne viser kunstnerens stil og eksempler på størrelser og prisniveau.
Kontakt Galleri 3G med jeres ønsker til kunstnere, periode og antal kunstværker, så laver vi et udstillingsforslag.
Til udstillingen laver Galleri 3G en præsentation pr. kunstner og en samlet værkliste med priser.
Efter udstillingen får I én samlet faktura med en fakturalinje pr. købt kunstværk.
De 20 kunstnere
Astrid Helene Bjerg - Billedkunstner
Giclée print på papir og lærred
Astrid arbejder med digitalt maleri. Hun har en undersøgende tilgang til farver og former, ofte med en poetisk og introspektiv dimension. Hendes værker udtrykker en dyb forbindelse til naturen og til menneskelige følelser, og hun foretrækker en minimalistisk stil for at skabe en følelse af ro og eftertænksomhed.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Birgitta Badstue - Billedkunstner
Akryl på lærred
Birgitta arbejder med abstrakte motiver inspireret af naturen og stemninger. Malerierne får sit endelige udtryk som landskaber, der blander fantasi og virkelighed med et drømmeagtigt skær. Betragteren ser derfor meget mere end blot et landskab i billedet.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Birgitte Smaakjær - Billedkunstner
Akryl på lærred
Birgittes værker er i genren Pop Art / Spontanrealisme og fokuserer på at fange øjeblikket gennem close-ups af menneskers udtryk og følelser. Birgitte er inspireret af forskelligheder, personligheder og de ofte meget forskellige liv vi lever. Hun portrætterer både styrke og sårbarhed i masser af farver og med pastose penselstrøg.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Bodil Kløvgaard - Billedkunstner
Akryl på lærred
Bodil udtrykker sig i varme, sanselige farver og med lige dele plads til fantasi og hjerteslag. Med naturen som største inspirationskilde byder hun velkommen til sin verden af farverige abstrakte og naturalistiske malerier. Hun er optaget af at skabe nærvær, ro, balance og lyse lette farvespil.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Dorte Kofod - Billedkunstner
Voks på papir
Dorte maler farverige fantasibilleder. Hun maler billederne med voks på strygejern og med et håndelag, der skaber en overvældende dybde i billederne. Betragt billederne – der dukker nye detaljer op i det uendelige.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Freddy Sejer - Keramiker
Stentøj
Freddy er imponeret af menneskers forskellige udseender og spekulerer tit på, hvad folk ser, når de ser sig selv i spejlet. Figurerne ligner almindelige mennesker - på godt og ondt - og foretager sig de samme ting. Det er netop figurernes nøgne sandhed der ofte får smilet frem. Der er et lille hul i hver figur så de kan fastgøres på forskellige overflader. De kan tåle frost.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Gabriela Strøm - Billedkunstner
Olie på lærred
Giraffer er Gabrielas signaturbilleder med deres positive og glade budskab. Hun er inspireret af den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenbergs ”giraf-sprog” om ikke-voldelig kommunikation. Gabriela skaber sine giraffer, så vi møder dem i deres åbne og livsbekræftende udtryk. I starten styrer hun selv kompositionen - senere bliver det et samspil mellem giraffen og Gabriela.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Grete Rostock - Billedkunstner
Akryl og collage på lærred
Grete er en fantasifuld og farveglad billedkunstner, som ikke holder sig tilbage med at afprøve forskellige teknikker og temaer i måden at udtrykke sig på. Billederne her er inspireret fra en rejse til Cuba. De giver et indtryk af det utrolig farverige land og af en befolkning, som - trods svære vilkår - er venlige og gæstfri og elsker glad musik og dans.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Helle Høyer - Keramiker
Stentøj, lertøj og raku
Helles keramik bevæger sig lidt ud over det traditionelle med rustikke, rå, underfundige og finurlige detaljer, hvor leret ofte kombineres med andre materialer som fx kobbertråd, læder og træ mm. Oxyder, begitninger og glasurer påføres ofte overfladerne i flere lag for at give dybde og spil i det færdige produkt.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 15 værker
Janna Espenhain - Billedkunstner
Tusch, akvarel og farveblyant på papir
I Jannas tegninger bliver geometriske figurer til udtryksfulde, livlige, æstetiske og interessante værker med følelse, liv, glæde og skønhed. Janna arbejder både med genkendelige motiver og med æstetiske motiver uden figurativ genkendelighed. Fælles for motiverne er dog, at der altid er mere end ét univers i hvert værk. Der er så at sige liv i alle hjørner af værket, noget at gå på opdagelse efter, noget at undres over og noget at glædes over.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Mette Glassy - Billedkunstner
Relieffer i kobber
Kobberreliefferne er en hybrid mellem skulptur og billede i 3D format. Her indgår også irringsprocesser. Temaet er ofte eksistentielt - dvs. tanker om frihed, livet / døden, ansvar, selvudvikling og mennesker forhold til hinanden og til naturen. Når Mette arbejder, sidestiller hun materialer og teksturer med følelser, sanser og stemninger.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Michael Astrup - Skulptør
Genbrugsstål mm
Michael laver fornøjelige metalskulpturer og -figurer af genbrugsmaterialer - fx stål - og det er en stor del af processen og udfordringen at finde de materialer, der bruges i skulpturerne. Alt Michael laver har en lidt abstrakt vinkel, men er for det meste stadig genkendeligt for folk. Fugle og især ugler bliver han aldrig træt af at lave.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Michael Kofod - Glaskunstner
Ovnformet glas
Michaels inspirationen kommer fra naturen. Den er smuk, den skaber glæde og den giver ro i sindet. Naturen er en kontrast til alt det vanvittige, ubegribelige og forkerte, der sker i denne verden. Desværre forsvinder mere og mere natur. Michael mener derfor, at det er vigtigt at fremhæve naturen i kunsten. Det gør Michael ved at imitere elementer fra naturen som strukturer i glasset. Michael har deltaget i 8 censurerede udstillinger.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Pantelija Milosavljevic - Billedkunstner
Akvarel på papir
Pantelija er ikonmaler, kunstmaler, digter og forfatter. Hans akvarelmalerier er alle gengivelser af noget smuk natur. Han kommer fra Serbien og har udstillet i Serbien, Kroatien, Montenegro, Italien, Sverige, Tyskland og Danmark og har solgt værker i mange lande rundt om i verden.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Rikke Z. Holler - Billedkunstner
Print og akryl på lærred
Rikkes figurative billeder kan beskrives som poetiske, æstetiske, sanselige, stemningsfulde og erotiske. Rikke skaber det hele selv - arbejder både analogt og digitalt. Det er vigtigt for Rikke, at hendes billeder rammer noget universalt for følelsen. Det kan være glæde, længsel, sorg, savn, melankoli, generthed, henførthed, drømme, samhørighed, kærlighed, erotisk inderlighed, ensomhed, sårbarhed …
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 3 værker
Ronny Tertnes - Fotokunstner
Foto på papir
Ronny er en norsk fotokunstner som især er kendt for sine fantastiske flydende dråbeskulpturer. Skulpturerne åbner en helt ny drømmeverden, hvor du bare kan lade fantasien flyde. Skulpturerne er lavet ved at lade vanddråber kollidere med en vandoverflade. Resultatet af kollisionerne giver disse farverige og fantastiske skulpturer, som med lidt hjælp fra din fantasi får dem til at ligne mennesker i forskellige positurer.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Sanne Riddell - Billedkunstner
Olie på lærred
Sannes billeder emmer af eventyr og romantik. Gennem eventyret vil Sanne sprede lys, kærlighed og glæde. Hun bruger meditation og musik som inspiration - derved giver hun slip på det intellektuelle og målrettede og får plads til større intuition, følelse og fantasi. Sanne har boet hele sin barndom i Zimbabwe, hvorfra eventyret, det alternative og det spirituelle stammer fra.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Tanya Jensen - Billedkunstner
Akryl på lærred
Tanya maler en blanding abstrakt og figurativt. Hendes intension er at skabe nysgerrighed hos beskueren. Hun vil gerne have os til at undre os over hvad vi kigger på - om disse mystiske organismer lever dybt nede i havet, langt ude i universet eller måske inde i kroppens celler. For tiden er hun optaget af dette sammensatte organiske udtryk og leger med farverne, så hver organisme får sit helt eget udtryk.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Vike Pedersen - Billedkunstner
Dobbelt silketryk på papir
Vike får inspirationen fra storbyers pulserende liv. Billederne kan karakteriseres som storbypoesi - collager over hverdagslivet i storbyer. Små rejsefortællinger. Billederne indeholder hver især en lille historie, et tema, lidt poesi. På den måde har Vike fundet sin helt egen poetiske måde at udtrykke sig på
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 10 værker
Vivian Bondy - Billedkunstner
Olie og akryl på lærred og collage
Vivian er en alsidig dansk-ungarsk kunstner, som bl.a. arbejder med collager og billeder i olie/akryl. Malerierne er refleksioner over både det nære og det fjerne, fx udtrykt som fatamorganaer spejlet i luft og vand. En blanding af abstrakt og naturalisme. Bevægelse og specielt rytme går som en rød tråd gennem alle Vivians værker - nok pga. hendes fortid som balletdanser.
Se stil og eksempler på størrelser og priser herunder
Leverer op til 6 værker
Adresse
Søgårdsvej 8
Gelstrup
4500 Nykøbing Sjælland
Åbningstider
1. maj til 15. september
Torsdag til søndag kl. 10.00-17.00
Helligdage kl. 10.00-17.00
Sociale medier